Skogtroll

Naar solen gikk ned, bredte ensomheden og
stilheden sig over de lange moer, tyst og tæt.
Det var, som om de ikke voved at drage aande,
som om skogen laa i stille taus forventning.
Da hamred det i vort hjerte. Vi vilde have mere, −
vi tigged og bad om eventyr, sterke vilde eventyr,
for os fattige barn.
Og skogen gav os eventyret.
Stort og stilt kom det smygende,
som paa bløde lydløse kattefødder.
Alt, som før stod forstenet stille,
begyndte at røre sig.
Derborte springer en fjeldknaus frem.
Undring og angst samled sig om den:
Den fik øine … tog til at le’e paa sig …
vandred i staaende stilhed lige mod os!
Og vi fryded os i angsten, vi elsked den!
Det var skogtroldet.