Sjøtroll

Han kom til at tænke paa den stygge ulken,
han fisked herude,
og ret som han saa bent frem for sig,
saa laa sandelig det samme stygge bestet der paa tørre fjeldet!

Nei, det måtte være oteren,
som havde lagt den der;
det var uraad, der kunde være liv i den.
Den saa jo knuskende tør ud.
Dermed kared han lidt paa den med foden.
Men da kan det vel hænde, der blev liv i den.
Den skvat og sprat og glefste, som om den var galen.

Da gav Elias den et vældigt spark,
saa den fløi bums tilhavs.

Men ikke før var den kommen i sjøen,
før den vokste og vokste til en forfærdelig styg kar,
som reiste sig ende op og gabte med et ulkegab
saa stort som en aaben skibskiste. Og saa brølte han:
«Nu kan du spytte mig i kjæften en gang til, om du lyster, Elias! Men det siger jeg dig ---»
Mere hørte ikke Elias.
Han løb, som om fanden var i hælene paa ham.